Skridt for skridt går jeg langs en smal grusvej. Når jeg drejer hovedet eller bare står stille, så ser jeg ikke andet end natur så langt øjet rækker. Grønne bjerge og i det fjerne en dyb blå sø. Det bliver ikke meget bedre. I dag er jeg på vandretur i Troodosbjergene i det indre Cypern med Dimitris som guide.
Kalidonia ruten
Dimitris og jeg har været afsted i en halv time. Turen vi tager i dag kaldes Kalidonia ruten, som leder os forbi de Caledoniske vandfald, der med 12 meters højde er blandt de største på Cypern. Jeg kan ikke vente med at se dette naturfænomen og går godt til bag ham. ”Hvor lang er turen egentlig?” spørger jeg Dimitris. ”Blot små to timer. Men bare rolig, Eliza, stien er godt tilgængelig de fleste steder. Og husk nu at nyde turen, ikke? Som nu, for eksempel.” Jeg ser op. I det fjerne ser jeg en stor, blå sø. Dimitris stråler, og jeg ser stoltheden i hans øjne. Dette er hans hjem, hans Cypern.
Mens vi vandrer videre fortæller Dimitris mig om sit liv på Cypern, hvor størstedelen foregår i bjergene. ”Da jeg var fire år, flyttede mine forældre ind i et lille hus omgivet af naturen. Jeg kender intet bedre end at bo i skoven. Jeg plejede at løbe om kap med min bror over bakkerne, hvor vi kæmpede om at nævne flest mulige fuglenavne. Jeg vandt ikke så ofte, da han vidste en del mere end mig” grinede Dimitris. ”I hvert fald indtil jeg besluttede mig for at blive uddannet som guide. Pludselig vidste jeg meget mere end min bror på meget kort tid. Det føles rigtigt dejligt!” Jeg griner og lader som om, at jeg har overhørt ham. ”Hvad er det der flyver der, Dimitris?” Han ser op, ”Det er en hedehøg. Er han ikke smuk?!”
Det Caledoniske vandfald i Troodosbjergene
Efter et par kilometer stopper Dimitris op. ”Nu skal vi se det, Eliza.” Jeg ser i den retning, han peger. Et par skridt længere henne hører jeg en klapren, og da jeg drejer om hjørnet ser jeg det: de Caledoniske vandfald. Vandet falder rasende over klipperne. Hvor kan naturen være overvældende. Efter en halv times fascination og en frokostpause, så beslutter Dimitris og jeg os for at vandre videre. Vi kommer over smalle floder og vores tur slutter efter to timers vandring i bjerglandsbyen Pano Platres. Det er en af de ældste landsbyer på Cypern, og den ser ikke ud til at have ændret sig i årevis. Men det har også sin helt egen særlige charme. Torvet i Pano Platres ser meget indbydende ud, så Dimitris og jeg slår os ned på en terrasse. ”Det var virkelig dejligt” sukker jeg. ”Tusind tak for denne helt specielle dag, Dimitris”
Ingen kommentarer endnu