Smilende betragter jeg min gode ven Kosmas, der stiller en stor skål med feta og fyldte vinblade på bordet. Det er en varm sommeraften, og Kostas inviterer mig på en udflugt, så jeg kan opleve det ægte Rhodos. “Vi begynder med Rhodos By i morgen. Her fornemmer du det autentiske, græske liv, som det er blevet levet i århundreder.”
Moderne by, middelalderby og antik by i én
Hans ord har gjort mig nysgerrig, så den næste dag er jeg tidligt oppe. Jeg kender kun stedets akropolis fra billeder og kan ikke vente med at se det imponerende bygningsværk med egne øjne. “Rhodos By er delt i tre dele,” forklarer Kosmas i lejebilen på vej ind til byen, mens vi undervejs passerer smukke blomstermarker. “Middelalderbyen, den nyere del med hyggelige fortovscafeer ved den gamle havn og den antikke by. Der skal vi hen til sidst, for så går vi ikke glip af den mageløse solnedgang fra templet.”
Turen til Rhodos’ akropolis
Da vi er ankommet til byen, kan jeg ikke tro mine egne øjne. Rhodos By er omgivet af en 4 kilometer lang bymur og ser faktisk ud som en stor, imponerende borg. Kosmas foreslår at vandre hen til den antikke bydel, og vi slentrer forbi pladser og forretninger med lokale produkter i mange timer og ender til sidst på akropolis. Ved templet slår vi os ned under et træ for at nyde det lovede sceneri: solen, der langsomt går ned bag de tyrkiske bjerge ude i horisonten. Det er et fantastisk syn!
Aften i Rhodos by
Da vi lidt senere sidder og nyder en kurv med alle mulige græske lækkerier, går det op for mig, at jeg også er blevet smittet af Kosmas’ kærlighed til byen. Jeg smager på blæksprutteringene, lader blikket glide hen over lysene i den gamle havn og udstøder et lykkeligt suk. Byens mange ansigter sørger for, at man aldrig får nok: man forelsker sig stille og roligt i stedet! Heldigvis skal jeg overnatte inden for den charmerende bys mure på Nikos Takis Fashion Hotel. Jeg vil ud og lære mere om Rhodos Bys historie i morgen!
Ingen kommentarer endnu