De sidste dage har jeg slappet af i den luksuriøse White Village på Rhodos. Nu er alt pakket og parat, og jeg har slået mig ned på min terrasse i solen sammen med min gode veninde Maria for at nyde den sidste morgenmad på Rhodos. Maria smører et stykke brød og fortæller mig, at hun har aftalt at mødes med venner på Hotel Kouros i aften. Hun forklarer, at hun tager turen fra den sydlige del af Rhodos (Lachania) og nordpå til Faliraki, og at hun ikke har tænkt sig at køre ad hovedvejen i dag. Derfor spørger hun mig, om jeg kender nogle af Rhodos’ smukke steder, der er umagen værd at stoppe ved undervejs på en roadtrip. Det gør jeg selvfølgelig!
Vinsmagning i Greek House Monolithos
Jeg finder kortet over Rhodos frem og begynder begejstret at remse en lang række navne op. Med fingeren følger jeg den rute, hun har tænkt sig at køre. “Det er ikke helt på ruten, men tag forbi Monolithos på vestkysten, hvor du kan deltage i vinsmagning i the Greek House. Ejeren hedder Manolis Karikas, og han producerer super lækre vine og souma, Rhodos’ kendte drik (med alkohol). Den skal man altså bare have smagt!”
Drinks ved Meat and Beer Square Restaurant
Da Maria har hele dagen, spørger hun, om jeg har flere tips. Jeg viser hende Pefkos på kortet. “I Pefkos, der også er kendt som Pefki, finder du Meat and Beer Square Restaurant, hvor de serverer de lækreste retter og drinks. Der er diverse hyggelige strande i Pefki, de mest rolige er Agios Thomas Beach og Limanaki Beach. Her er der også gode muligheder for at snorkle, fordi der er flere områder med lavt, krystalklart vand.”
Landsbyerne Malona og Massari
“Du kommer også forbi de to hvide landsbyer Malona og Massari, der ligger i en dal, som du allerede kan se fra hovedvejen. Her kan du opleve det ægte, traditionelle græske landsbyliv. Landsbyerne og omgivelserne er kendt for de mange appelsin- og citrontræer. De byzantinske kirker er også absolut et besøg værd, og de grønne omgivelser indbyder til smukke traveture.”
Frokost i Stegna
“Hvis du har lyst til en lækker frokost i dag, skal du tage til Stegna. Det ligger nogenlunde midt imellem landsbyerne Lachania og Faliraki. Det er en hyggelig lille fiskerlandsby med diverse tavernaer på stranden. Fisken, der serveres her, er friskfanget og kommer lige fra havet. Somme tider kan man endda iagttage, hvordan fiskerne afleverer dagens fangst direkte i køkkenet. Så kan det vist ikke blive mere friskt!”
Tsampika beach
“Hvis du kører videre, kommer du forbi Tsampika beach, der måske er Rhodos’ dejligste strand,” siger jeg, da min finger glider hen over Tsampika på kortet. “Der er også et kloster beliggende på en bjergtop, som man kan vandre op til. Det er en rimelig anstrengende klatretur, ca. 15 minutters gang op ad en trappe, men udsigten er alle anstrengelser værd!”
Lidt efter tager Maria afsted i retning af Hotel Kouros med hovedet fuldt af gode tips til en roadtrip på øen. Det er umuligt at få set alle disse steder på én dag, så derfor har vi aftalt at tage tilbage til øen sammen en anden gang. Har du måske gode tips til os, næste gang vi gæster Rhodos?
Ingen kommentarer endnu