En højslette der i månederne maj, juni og juli bliver forvandlet til en smuk farvepalette, et hav af blomster… Det skulle man mene, måtte være et besøg værd! Dette særlige sted, Piano Grande, finder du i Umbrien, i hjertet af Nationalparken Monti Sibillini.
Det åbne landskab i Umbrien
At Umbrien består af et kuperet landskab, med et utal af smukke bakker og grønne dale, vidste jeg godt. Men at det var så uberørt, var nyt for mig. Over stille veje kører jeg gennem det grønne landskab, og da jeg en god times kørsel fra det århundredgamle landsted, Basaletto Country Houses, kører ind i Nationalparken, forstår jeg med det samme, hvad der menes med et hav af blomster. I det fjerne forandrer det grønne sig på store flader til rød og lilla, og ind i mellem kigger de grønne bakketoppe stadig frem. På en lille parkeringsplads stiller jeg bilen, stiger ud og drejer langsomt rundt, imens jeg tager udsigten ind. –Det er ikke hver dag, at jeg ser sådan et vildtstrakt og pragtfuldt landskab!
Castelluccio: Et livagtigt eventyr
Jeg begynder at vandre op i højden, så jeg kan fange det bedste billede. Efter nogle skridt passerer jeg to personer, der ser ud til at nyde omgivelserne. ”Boungiorno!” råber manden til mig. Jeg hilser igen og straks starter samtalen. ”Hvor er her flot!” siger jeg. Jeg ser et glimt af stolthed i hans øjne. ”Vi bor i nærheden, i landsbyen Castelluccio. Kender du den?”. Jeg indrømmer, at det gør jeg desværre ikke. ”Ah, så må du se at få besøgt den. Landbyen er helt magisk. Den ligger i en højde af næsten 1.500 meter.”
Efter at have nydt farvehavet fra Piano Grande, beslutter jeg mig for at følge rådet fra det italienske par. Jeg hopper i min bil og efter kort tids kørsel dukker Castelluccio op forude. Den ligger højt oppe over hovedvejen. Jeg kører ind på en lille grusvej og ankommer i landsbyen. Her møder jeg en ældre italiensk kvinde, der fortæller mig, at denne vej til landsbyen kun har været acceptabel de sidste halvtreds år. ”Om vinteren er den stadig en udfordring!” ler hun. Det tror jeg på. Her er smukt, men også meget afsides. Det virker hun dog ikke til at have nogen problemer med. ”Bo et andet sted? Aldrig! Castelluccio og Umbrien er mit hjem!” Hun går grinende væk, mens jeg smilende observerer hende forsætte med hendes dag.
Ingen kommentarer endnu