Elizas blog

Magiske møder undervejs

På mine rejser ser jeg ofte masser af nye ansigter, hygger mig med de lokale eller får mulighed for at opleve varme gensyn med gamle venner. Jeg har også somme tider magiske møder, når jeg pludselig står ansigt til ansigt med dyr i deres naturlige omgivelser. Det kan være en delfin, der racer forbi i fuld fart eller en nysgerrig skildpadde, der lige stikker hovedet op af vandet. Har du stadig delfin- og hvalspotning på din bucketliste? Jeg deler meget gerne mine bedste steder med dig, så du kan slippe din indre naturforsker løs!

Delfiner

Det er lige meget, hvor ofte man har oplevet det, men det er altid et imponerende syn at se delfiner i deres naturlige omgivelser. Når det drejer sig om at spotte delfiner, tænker de fleste mennesker på lokaliteter uden for Europa som fx Australien, USA eller New Zealand. Heldigvis ved jeg af egen erfaring, at disse skønne dyr også regelmæssigt kan spottes i Europa, bl.a. ved Gibraltar i Spanien eller på De Kanariske Øer.

Hvaler

Gibraltar og De Kanariske Øer kan ikke kun byde på delfiner, men også på hvaler. Jeg elsker at sejle ud med de lokale fiskere, der næsten altid giver dig en god historie med i købet. Min gamle ven Alejo fortalte mig fx, at man kan se kaskelothvaler trække gennem Gibraltarstrædet fra april til juli/august og spotte delfiner her hele året rundt. Den største hval, der kommer forbi på disse kanter, er finhvalen, men den har jeg aldrig set et glimt af, for den kan opholde sig under overfladen i over en time. Fra de små byer Tarifa eller Cadiz i Spanien afgår der forskellige ture, og man kan vælge en stor eller en mindre båd eller en båd med glasbund.

Caretta Caretta skildpadder

Det er ikke første gang, jeg skriver om dem, men jeg er altså bare vild med havskildpadder. Man kan især betragte de smukke dyr omkring Zakynthos, når de sætter kurs mod havnen for at sætte dagens fiskeaffald til livs. I ny og næ har jeg også mødt en skildpadde omkring sydspidsen af Zakynthos, når jeg har været ude at snorkle. Man kan naturligvis også tage til Marathonissi, der har fået tilnavnet skildpaddeøen.

Middelhavets munkesæler

Under et ophold på vestkysten af Zakynthos kom jeg til at stå ansigt til ansigt med nogle særdeles markante dyr: munkesælerne. De er en af verdens mest truede pattedyrsarter, der er ikke flere end 400 dyr tilbage. Når man får øje på en af disse sæler, er det derfor en helt unik fornemmelse! Den bedste mulighed for at møde en munkesæl er i Zakynthos’ National Marine Park ved Laganas-bugten på vestkysten, men chancen er dog ret lille. En enkelt gang kan munkesælerne også spottes, når de ligger og nyder solskindet på klipperne på øens vestkyst.

Flamingoer

Ved Larnaca-saltsøen på Cypern så jeg dem for allerførste gang, men jeg fandt senere ud af, at du også kan møde dem på Ibiza: flamingoer! Deres iøjnefaldende lyserøde farve sørger for et spektakulært sceneri. Vidste du forresten, at der også findes grå flamingoer?

Personligt foretrækker jeg at betragte alle disse dyr i deres naturlige omgivelser, og jeg forsøger selvfølgelig at forstyrre dem så lidt som muligt. Hvilke europæiske dyr har du stået ansigt til ansigt med i deres eget naturlige miljø?

Relaterede rejsebeskrivelser

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar