Elizas blog

Mine seks hemmelige restauranter i Lissabon

I Lissabon kan jeg få timevis til at gå. Jeg spadserer gennem de farverige gader og nyder alt hvad jeg ser på min vej. Når jeg bliver sulten, følger jeg min næse, som leder mig til grillet fisk. Eller jeg lytter til stemningen af de hyggelige restauranter, med bordene fulde. Når jeg mindst forventer det, falder jeg pludselig over en skjult skat af en restaurant. Disse steder er godt kendt af de lokale, men er gemt væk fra alle turisterne. I denne blog deler jeg mine seks bedste skjulte restauranter i Lissabon.

Chapitô à Mesa / Chapitô y Restô

I nærheden af borgen, Castelo de São Jorge, fandt jeg dette særlige sted. Du træder ind i en hyggelig gårdhave, dekoreret med utallige lys. Har du ikke den store sult, er baren Chapitô à Mesa et must, da du kan bestille små portugisiske retter, sammen med en god drink. Hvad de fleste mennesker ikke ved, er at der også er en restaurant over baren, hvor du kan tilfredsstille en sulten mave. Spørg en af medarbejderne om Chapitô y Restô, og de vil vise dig ovenpå. Da jeg kom op ad trappen, troede jeg ikke mine egne øjne. Udsigten ud over byen var fantastisk, og et syn jeg sent vil glemme!
Adresse: Rua Costa do Castelo 7
Link: https://www.facebook.com/ChapitoAMesa/

Tasca do Chico

Besøger du Lissabon kan du selvfølgelig ikke komme uden om, at besøge en Fado-restaurant, hvor den autentiske portugisiske sang bliver sunget. Tasca do Chico er det perfekte sted at opleve det! Du finder Tasca do Chico i området Barrio Alto. Menukortet er ikke særlig stort; osteplanke, charcuterie, lækkert brød med dip og små snacks. Det er enkelt, men atmosfæren er autentisk og meget hyggelig. Det er heller ikke særlig dyrt, og Tasca do Chico er meget populær blandt de lokale. Godt at vide: Der bliver sunget Fado her på mandage og onsdage, og under sangen er stedet helt fyldt.
Adresse: Rue do Diàrio de Notícias,39
Link: https://www.facebook.com/atasca.dochico/

A Cevicheria

I den hyggelige gade Rue Dom Pedro stødte jeg på en lille fin restaurant; A Cevicheria. Der er en portugisisk kok i køkkenet, som serverer sydamerikansk mad, hovedsageligt peruansk. Som navnet afslører, kan du her smage de dejligste fiskeretter. For at understrege dette, hænger der i loftet en stor blæksprutte. Deres specialitet Ceviche, er uden tvivl anbefalelsesværdig. Du kan her ikke bestille bord, så du er nødt til at gå forbi. Det er dog næsten altid muligt, at få noget at spise, da de lokale også ses på gaden med tallerknerne i hånden.
Adresse: Rua D. Pedro V, 129
Link: http://www.acevicheria.pt

Lost In

Denne restaurant er godt skjult, og du finder den enten ved et tilfælde, eller hvis du leder rigtig godt i Barrio Alto kvarteret. Lost in er indrettet i sydasiatisk stil, med bar i haven og meget atmosfærisk. Jeg spiste her alle mulige forskellige krydrede indiske småretter, mens jeg nød den smukke udsigt over byen. Det er det perfekte sted til at undslippe byens trængsel og travlhed med drink!
Adresse: Rua Dom Pedro V 56 – D
Link: http://www.lostinesplanada.com/

Cervejaria Trindade

Dette sted er virkelig specielt! På Cervejaria Trindade spiser du i et gammelt kloster. Jeg har hørt fra de lokale, at selvom der her er virkelig travlt, er stemningen stadig helt rolig. Personalet bærer her munkekåber og baggrundsmusikken er munkesang. Maden her er autentisk portugisisk, og spørger du en af de lokale, hvad du skal bestille, vil han forslå en af fiskeretterne. De serverer her også en af de bedste chokolademousser, jeg nogensinde har smagt! Det er ikke den billigste restaurant, men hvem har nogensinde spist i et tidligere kloster?
Adresse: Rue Nova da Trindade 20 C
Link: http://www.cervejariatrindade.pt/

Pharmacia

Da jeg så denne bygning første gang, havde jeg aldrig troet at det kunne være en restaurant. Tidligere var denne imponerende bygning det lokale apotek. Nu ligger der en restaurant i bygningen, ved siden af apotekets museum. Temaet er gennemført og går igen i indretningen, menukortene og selv i personalets beklædning. Jeg drak her vand fra en gammel medicinflaske og spiste de lækreste oliven fra en pilleæske. Udenfor kan du i solen nyde en forfriskning på terrassen. Alt i alt, en helt speciel oplevelse!
Adresse: Rua Marechal Saldanha nº 2
Link: http://www.chef-felicidade.pt/

Hvad foretrækker du at spise, når du besøger Portugal?

Relaterede rejsebeskrivelser

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar