At pakke min kuffert synes jeg er den bedste ferieforberedelse der findes! Men at medbringe de rigtige ting, og samtidig pakke let, forbliver en udfordring. Især med de skærpede regler omkring håndbagage, men med disse tips er du godt forberedt.
1. Hold dig orienteret om reglerne for håndbagage
Alle flyselskaber har forskellige regler for at rejse med håndbagage. Det er vigtigt at du på forhånd undersøger, hvad reglerne er for din rejse, så du i lufthavnen ikke løber ind i uforventede overraskelser. På min hjemmeside har jeg under Service & kontakt samlet reglerne for de selskaber jeg flyver med. Læs dem godt igennem, da det varierer fra selskab til selskab, hvor meget du må medbringe.
2. Invester i en god kuffert
Rejser du kun med håndbagage? Så er det en rigtig god ide, at investere I en god ‘cabin size’ kuffert. Vælg en let model, af fx aluminium, så du har mest mulig vægt i overskud til bagagen. Disse hårde kufferter er hårdføre, og beskytter dine værdigenstande. Vælg en kuffert med en for-lomme, så du nemt kan komme til din tablet, laptop eller bog før take-off. Derudover er det en god ide at tænke på kuffertens manøvredygtighed, da du “hænger” på den under hele din rejse. Jeg foretrækker en kuffert på fire hjul, da den er nemmest at manøvre med.
3. Vær hård ved dig selv
Selvom jeg rejser meget, lykkedes det mig stadig gang på gang, at slæbe for meget med. Jeg pakker tøj som jeg aldrig får på, eller medbringer ting som jeg ikke rører en eneste gang på hele ferien. Tag kun det allermest nødvendige med. Mit bedste tip: Hvis du er i tvivl om et stykke tøj, så lad det blive derhjemme! De fleste ejere på mine indkvarteringer tilbyder deres gæster faciliteter som fx hårtørrer. Hvilke faciliteter der er til rådighed, kan du se på indkvarteringssiden under faciliteter. Mange indkvarteringer stiller også en vaskemaskine til rådighed, så du kan vaske undervejs.
4. Vær opmærksom på væsker
Du ved det uden tvivl allerede, at du kun må medbringe en begrænset mængde væsker om bord på flyet. Du må kun medbringe 1 liter væsker, fordelt på beholdere på maksimalt 100 ml. hver. Beholderene skal samles i en gennemsigtig, genlukkelig plastikpose. Det er snart overalt muligt at købe rejsesæt med beholdere i en genanvendelig gennemsigtig lynlås-taske. På den måde kan du stadig medbringe dine yndlings produkter. Sørg for at denne ligger øverst i din kuffert, så den er nem at tage ud ved security. Vær opmærksom på, at mange produkter som du ikke regner med, bliver regnet som væsker. Lipgloss, mascara og gelé er fx også væsker.
5. Spring strandhåndklædet over
På alle mine indkvarteringer er badehåndklæder og linned inklusiv. Desværre falder strandhåndklæder ikke herunder. Tager du på stranden, mangler du derfor et håndklæde. Men hvor er strandhåndklæder tunge og uhåndterlige! Heldigvis findes der nu en del gode erstatninger. Min favorit er Hammam håndklædet, stilfuldt og dejlig blødt. En anden mulighed er et letvægtshåndklæde af microfiber. Begge er lette, nemme at rulle sammen og tørrer hurtigt!
6. Lad bøgerne blive derhjemme
Åhh, dette synes jeg er virkelig svært! Jeg elsker at læse og tilbringer gerne en stor del af mine ferier med næsen begravet i en god bog. Desværre tager de alt for meget plads og vejer et ondt år. Tag derfor springet til en e-reader eller tablet, hvor du kan gemme et utal af bøger. Et andet alternativ er at downloade lydbøger på din telefon. På den måde bliver du ikke træt i armene eller skal kæmpe med solen i øjnene.
7. Har du købt for mange souvenirs? Så tilkøb bagage!
Selv om mine hensigter er at rejse let, forsvinder de ind i mellem som dug for solen. De sydeuropæiske markeder er nemlig fyldt med delikatesser og must-haves, og det er for mig svært ikke at købe noget. Hvis din kuffert i slutningen af ferien er blevet fyldt, er det ofte stadig muligt at bestille bagage. Det varierer per flyselskab, så kig på deres hjemmeside, eller send en e-mail til info@elizawashere.dk, hvis du rejser med mig, så undersøger jeg det gerne.
8. Personaliser din håndbagage
Selvom du overholder alle reglerne, kan flyselskaberne vælge at håndbagage skal indcheckes, hvis flyveren er fuld ,og der er for meget håndbagage ombord. Passer din bagage under stolen kan du for det meste få lov at medbringe den uanset. Det er godt at være forberedt ved, at personalisere din bagage ved et farverigt bånd eller et navneskilt, så den er nem at genkende på bagagebåndet.
Jeg har tidligere lavet en pakkeliste, som kan hjælpe dig til kun at medbringe det mest nødvendige. Har du spørgsmål til at rejse med håndbagage? Så tag kontakt til mine kollegaer på info@elizawashere.dk eller på telefon 89 88 24 29.
Ingen kommentarer endnu