Duften af kanel, smagen af en lun, blød og samtidigt sprød kage… intet kan få mine tanker tilbage på mine ferier i Portugal, som den lille kage Pastel de nata. Kagen, der også kaldes Pastéis de nata, stammer fra området omkring Lissabon. Pastel de Nata betyder ganske enkelt ‘kage med creme’, og det er lige, hvad det er. Den blev opfundet af katolske munke på et kloster i det 17. århundrede. Da kagen blev opfundet, brugte man store mængder æggehvide på at stive vasketøj, så det ikke blev krøllet. Derfor var der et overskud af æggeblommer, som munkene fandt på at bruge til blandt andet at bage disse lækre kager.
Jeg var så heldig at lære, hvordan man bager kagen, sidst jeg var i Lissabon. Nu vil jeg gerne dele opskriften med dig! God bagelyst.
Ingredienser
20 stk.
2 ruller butterdej – købt (og optøet) eller hjemmelavet (se instruktioner nedenfor)
5 dl sødmælk
Revet citronskal fra 1 økologisk citron
7 æggeblommer
1 vanillestang
3 spsk. maizena
1 kanelstang
500g hvidt sukker
2 dl vand
Et nip salt
Evt. kanel til pynt
Hjemmelavet butterdej
Med hjemmelavet butterdej får du de lækreste kager med en dejligt sprød skal. Og det er slet ikke så svært at lave selv!
Det skal du bruge til selve dejen:
250g mel
40g smør
1 tsk citronsaft
1,5 dl vand
1 knivspids salt
Desuden til sammenfoldning af lagene:
200g kold smør af god kvalitet
Sådan laver du selv din butterdej
Hvis du bruger købt butterdej, kan du springe denne sektion over, og starte med instruktionerne under billederne.
Mix ingredienserne sammen, uden at ælte dejen for længe. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Saml dejen til en kugle, og lad den hvile i køleskabet i 15-30 minutter.
Drys rigeligt med mel ud over et bord og læg smørret på melet. Drys godt med mel på smørret og slå med kagerullen på smørret så smørret bliver fladt. Sørg for at smørret ikke hænger fast i bordet. Fold det så sammen og bank det igen fladt. Fold på den anden led og gentag processen. Kom rigeligt mel på, så du slipper for, at smørret hænger fast i kagerullen.
Smørret skal have samme konsistens som dejen, for at sikre, at dej og smør kan foldes sammen, uden at dejen revner. Desuden skal smørret have samme tykkelse som midten af dejen.
Rul dejen ud til en firkant med en kagerulle. Firkanten skal være tykkest i midten. Læg smørret på den tykke del (midten af firkanten). Fold hjørnerne ind over og rul dejen fladt ud med kagerullen. Dejen skal være rektangulær, og være cirka 3 gange så lang som den er bred. Fold da dejen 2 gange (på tværs), så den former en ny og mindre rektangel. Gentag denne proces 3 gange.
Når smørret begynder at smelte, stil da dejen på køl i 15 minutter, før du fortsætter, hvor du slap.
Fortsæt ud fra nedenstående beskrivelse.
Sådan bager du pastel de nata
Tænd ovnen på 225 grader. Bland lidt af mælken med maizenaen til en meljævning. Varm resten af mælken i en gryde ved svag varme. Skrab vanillekornene ud af vanillestangen og smid både korn og stangen i mælken. Tilføj også kanelstang og salt. Når mælken næsten koger, tilføjer du maizenajævningen og rører godt.
I en anden gryde bringer du sukker og vand i kog. Rør til det begynder at koge, og lad det simre i yderligere 3 minutter. Sukkermassen hældes i mælken og det blandes godt. Hæld det hele igennem en sigte og lad det køle ned. Når massen er kølet ned til stuetemperatur, tilsætter du æggeblommerne og den revne citronskal og rører det hele godt sammen.
Hæld massen over i en beholder, som du let kan hælde fra.
Smør din muffinbageplade eller små aluminiumforme med lidt smør og pak butterdejen ud. Butterdejen rulles sammen ligesom en roulade. Skær rouladen ud i 20 stykker med en tykkelse på ca. 1,5 cm hver, der lægges ned i kageformene. Tryk tommelfingrene ned i centeret og tryk dejen ud og op til kanterne. Dejen skal være tynd nederst og have lidt mere fylde op ad siderne. Hæld cremen i, så den fylder cirka 2 tredjedele af skallen.
Stil kagerne ind i ovnen. Skru da ovnen ned til 200 grader og bag kagerne i 25 minutter. Når kagerne har gyldenbrune pletter på toppen af cremen, er de klar. Tag dem ud af ovnen og nyd duften! Lad dem køle lidt af, før de serveres med et lille drys kanel over.
God appetit!
Kagerne skal helst spises samme dag, som de bages, da skallen ellers mister sin sprødhed.
Har du ikke lige lyst til at bage de lækre kager selv? Så tag et smut til Portugal og smag den ægte vare! Hvad er din yndlingsdessert fra Middelhavsområdet?
2 Kommentarer